Der var engang et træ, der elskede julen. Han elskede julen så højt, at det eneste, han kunne tænke sig, var at kunne opleve den indendørs med familien, han længe kun havde set på afstand. Han havde elsket den måde, de snakkede på, grinede, mødtes år efter år, lige siden han var et lille ungt træ. Og julen var speciel, så virkede familien endnu gladere end normalt og varmen inde fra huset kunne ikke beskrives, den strålede! Han ville være der af hele sit hjerte.
Tiden gik, og træet blev mere trist, hans hjerte smertede af længsel efter at være sammen med familien, han voksede op med, om ikke andet så for en kort stund. Hvis de bare vidste, hvor meget de var elsket. De børn, der havde formeret sig gennem årene, var vokset, og han havde set dem alle. Han var især glad for den lille pige i huset, og moderen var en dejlig kvinde, der elskede at kramme. Det kunne han godt lide. Selv om han var en gran, ville han nok stadig kunne lide et kram, tænkte han.
Men så en dag fik han øje på faren, der var ledsaget af den ældste dreng. Faderen bar en økse i hånden. Granen var lidt bange, for de havde aldrig været så tæt på før! Pludselig hørte han faderen sige til drengen, at de skulle vælge det fineste juletræ, for at de andre derhjemme skulle blive glade. “Hvad nu hvis de vælger mig!” tænkte granen med euforisk frygt. Og så strakte han sine grønne grene lidt ekstra ud, og sneen, der lå tungt over ham, faldt ned.
Lyden af sneen, der faldt ned fra træet, tiltrak faderens og sønnens opmærksomhed, og den lille dreng vendte sig mod træet. “Se far! Vi skal have det, det er perfekt! Ser så godt ud!” Drengen smilede bredt og løb hen til træet.
Pludselig følte grantræet en skarp smerte, noget så smertefuldt, han aldrig havde oplevet før, men han indså, hvad der skete. Han skulle hjem med sin familie! Hans familie! Han kunne ikke tro det var sandt. Og så stålsatte han sig mod det næste slag. En. To. Tre stik. Og så faldt han og alt blev sort.
Da han vågnede, så han sig omkring. Det var lyst, varmt og duften var ubeskrivelig, den duftede af blomster, krydderier, mad, mennesker. Det lugtede som hjemme. Han var hjemme, endelig hjemme. Sådan en lykke. Han havde ikke nok ord til at beskrive, hvad han følte i det øjeblik.
Familien samledes omkring ham, hvor de stillede ham op i stuen, de beundrede ham, beskrev, hvor tætte, fine grene han havde og undrede sig over, hvorfor de aldrig havde set ham før. De sagde, at han var det perfekte juletræ. “Jeg er perfekt!” tænkte træet. Lykken boblede op i ham.
Den lille pige kom og begyndte at danse rundt om ham, mens hun sang og grinede, de andre børn sprang ind i legen og træet nød synet. Han havde set dem glade på afstand, men han havde aldrig forstået, at det kunne føles så godt! At være sammen med dem, sammen tæt på.
Moderen sagde, at det var tid til at begynde at pynte træet, så sammen begyndte familien at dekorere det, nedefra og op, ovenfra og ned, indtil det var stopfyldt med blinkende lys, kugler og glimmer. Han var så smuk!
“Nu mangler der kun en ting” sagde moderen og dykkede ned i pyntekassen, hun holdt en guldstjerne op. “Juletræsstjernen.” Så hun tog en lille skammel, stillede den ved siden af træet og bøjede sig over ham, mens hun fastgjorde stjernen til toppen af træet. For træet føltes det som et kram, et varmt kram, ligesom han havde drømt om så længe. Og nu var han blevet et rigtigt juletræ! Han kunne ikke tro, det var sandt!
De efterfølgende dage var fyldt med glæde, for julen i denne familie var glade dage. Det var en sammentømret familie, og det havde han set, da han længtes efter at besøge dem år efter år, og nu var han her. Med dansende børn, en fløjtende far, den søde mor, der vandede hans fødder og en lille kat, der holdt ham med selskab om natten, når hun sov under hans grene. Det kunne han godt lide. Han havde faktisk mødt katten før, da hun var på udflugt. Han satte pris på hendes selskab, når de andre sov.
En morgen kom mor og far ned til ham om natten og lagde pakker under ham. Det havde han set dem gøre alle de andre år. Nu var det hans tur. Han følte det ansvar, dette indebar. At være juletræet med alle pakkerne under. Familien tog disse én efter én, næste aften, og alle satte sig i den store sofa og smilede stort og krammede hinanden. Hvor var han stolt og glad!
Men der var noget andet, han følte på samme tid. En stor sorg skyllede over ham. Han vidste, at dette ikke ville vare evigt. Han vidste, hvad det betød at være et juletræ. Snart ville han være væk, han ville langsomt dø. Faktisk var han allerede begyndt at miste nogle af sine tykke, grønne nåle. Tanken, midt i al lykken, gjorde ham meget ked af det. Han elskede at være sammen med sin familie. Han elskede at være et juletræ. Han var deres juletræ, men han forsvandt. Han trøstede sig med, at der ikke var så mange fyrretræer, der var faldet endnu ”Jeg har et stykke tid tilbage. Dette er mit bedste minde.” Alt han ønskede var at være i det, her og nu.
Juleaften kom og alle var så glade. Træet så glæden i børnenes øjne og den lille piges øjne glimtede mest, det kunne han rigtig godt lide at se. Sådan et smukt barn hun var. Hans favorit. Hun havde sneget sig ind mange nætter, når familien sov, bare for at sidde og snakke med ham og fortælle ham, hvor smuk og vidunderlig han var. Åh, hvor han tænkte på hende!
Familien åbnede pakkerne én efter én, indtil der ikke var nogen tilbage, ligesom han havde set, da han stod ude i skoven og så på dem. De sad der sammen med ham hele aftenen og spiste og drak og hyggede sig. Latter og sang gav genlyd i huset, og dette var højdepunktet i hele hans tid her i huset. Det var det bedste, han nogensinde havde været en del af! Han var sammen med dem, han elskede allermest, smuk, rank, og med en krone på hovedet. Indtil de alle gik i seng, og han var alene igen. Med både glæde og sorg følte træet, at han havde oplevet den fineste tid i sit liv, og han vidste nu, at han langsomt ville blive glemt, indtil det var tid for ham at forsvinde. Juleaften havde været hans dag, nu ville der være dage, hvor han forsvandt hurtigere og hurtigere for hver dag. Moderen ville glemme at vande ham, og den smukke julestemning forsvandt med ham. Julen var forbi, og det var hans tid også. Men han følte, at glæden overdøvede tristheden i ham. Han havde kunnet opleve en kort tid med familien. Og det var alt værd for ham.
Nitten dage efter jul kom den lille pige ned tidligt om morgenen, inden de andre vågnede og satte sig med ham tæt på. “Tænk hvor smuk du var, kære gran. Jeg vil altid huske dig, du var det smukkeste juletræ vi nogensinde har haft. Tænk at vi fandt netop dig!” fortalte hun ham, da hun rørte ved hans gamle grene. Han mærkede hendes lette kærtegn og prøvede endnu en gang at strække sig. Men flere nåle faldt, og han kollapsede igen. Den lille pige sukkede “Jeg ville ønske, det altid var jul, så du altid kunne være hos os.” Og så rejste hun sig og gik.
I løbet af dagen hørte træet faderen klage over, hvor rodet det var blevet, og at træet skulle ud, men den lille pige var der altid og sagde bestemt “En dag mere, far!” Det blev sent, og familien gik i seng. Træet var alene, og katten var hans eneste følgesvend. Hun viklede sig om hans nøgne stamme og lagde sig ved siden af ham. Han følte en ro og vidste, at tiden var inde. Han var ved at gå ud, men katten trøstede ham med hendes spinden og en varme spredte sig gennem hans krop og ud i de spinkle grene. Langsomt, langsomt forsvandt rummet. Han hørte latteren og sangen fra sine minder, men denne gang havde han været blandt latteren i varmen og ikke i det fjerne i kulden. Det store ur i lokalet slog midnat, og træet huskede en sidste gang. Dette var det smukkeste i hans liv, kort men smukt efter alle de år med længsel efter kærlighedens varme. Han måtte mærke det. Det betød alt.
Slut.
